Om mig

Arbejdsliv og karriere er nogle spændende størrelser…

“Jeg har altid interesseret mig for, hvordan vi mennesker bygger vores faglige identitet, hvordan vi bruger de evner, vi har, og hvordan vi former vores arbejdsliv i forhold til den tid, den virksomhed og det samfund vi er en del af. Derfor er det også arbejdslivet – og livet som helhed – mit eget arbejdsliv handler om.”

Min egen karriere startede i universitetsverden og arkivbranchen hvor jeg i mange år beskæftigede mig med forskning. Jeg har undervist og holdt foredrag, vejledt, arbejdet i forskergrupper og været ph.d. vejleder, skrevet bøger og artikler, siddet med i råd, nævn, bedømmelsesudvalg og meget mere. Det har givet mig en grundig forståelse for og kendskab til forskning og universitetssektoren.

Mit behov for at lære nyt og opleve andre dele af arbejdsmarkedet førte mig ind i HR-branchen og fik mig til at starte egen virksomhed som selvstændig konsulent. De sidste mange år har jeg arbejdet med kompetenceudvikling, talent- og karriereudvikling.

Som coach har jeg talt med mange forskere, ledere og andre professionelle om deres karriere og professionelle identitet. Jeg har undervist ph.d.-vejledere i, hvordan de kan håndtere deres rolle som vejleder, og med ph.d.-studerende om hvordan de kan håndtere sin tilværelse som nye indenfor forskning, deres trivsel og deres videre karriereforløb. I mine karriereprogrammer har jeg guidet yngre forskere videre i deres forskningskarrierer, og jeg har guidet nye ledere til større klarhed om, hvad ledelse er, og hvorvidt ledelse er en karrierevej, de selv ønsker at følge.

Min opgave er at hjælpe mennesker med at få det bedste ud af deres arbejdsliv, og at hjælpe virksomheder og organisationer med at vedligeholde og udvikle deres menneskelige ressourcer.

Hvad siger andre? Mit CV